Produktion af den sorte te

I Europa kaldes den for sort te, i Kina er betegnelsen "rød” te grundet det ofte rødbrune udtræk, der hældes i koppen.

Den sorte te er en fuldfermenteret te. Produktionen af den sorte te har været den samme i århundreder. Det er behandlingen efter høsten, der afgør om bladene fra camellia cinensis bliver til hvid, grøn, eller sort te.

Teen får ligeledes navn efter, hvor den er dyrket, som det eksempelvis er gældende for de indiske klassikere som Darjeeling og Assam. Desuden kan den højde tebuskene gror i indgå i navnet på teen. Reglen er, jo højere voksepladser, jo bedre te.

"First Flush” og " Second Flush” (red. s.f.) betyder henholdsvis "Første-" og "Anden høst". First Flush regnes altid for at give den fineste kvalitet. "Two leaves and a bud” er teplukkernes mantra og refererer til, at det kun er de øverste blade og topskuddet der bliver høstet.

Efter høsten kommer tørringen, hvor bladene afgiver ca. 70 % af deres væskeindhold. Den næste fase er rulningen, hvor bladenes cellevægge bliver knust for at frigøre de æteriske olier og enzymer, der er med til at give den sorte te sin karakteristiske smag.

Nu starter så fermenteringen/gæringen. De knuste blade spredes ud i et rum, med fuldstændig kontrol over temperatur og luftfugtighed, så de frigjorte enzymer kan reagere med ilten i luften. Det hele afsluttes med ristningen som stopper fermenterings processen og gøre smagen stabil.

Sort te og sundhed

Den sorte te indeholder i de fleste tilfælde færre antioxidanter en både grøn og hvid te, men det betyder ikke, at den sorte te er helt uden sunde egenskaber.

Mange forskere mener, at den koffein der er i te, har en gavnlig effekt på kroppen (dog i små doser). Koffein virker mildt stimulerende på hjerte og kredsløb, så risikoen for åreforkalkning bliver formindsket. Smag og lugtesans skærpes og koncentrationsevnen og opmærksomheden stiger. Ligeledes siger man, at koffein stimulerer fordøjelses-enzymerne og forhøjer omsætningen i lever og nyrer, som hjælper kroppen med at udskille uønskede stoffer.

Men hvor om alting er, så er te - næst efter vand - den mest udbredte drik i verden. Man siger, at der drikkes op i mod 20 milliarder kopper hver eneste dag verden over, både for den gode smag skyld men ofte også for teens helsevirkende egenskaber.